Hvad er vold?

Når du skal tilpasse din egen adfærd til en anden persons krav og forventninger i en sådan grad, at du må overskride dine egne grænser, er du udsat for vold.

Hvert år udsættes 38.000 kvinder for fysisk vold af deres partner og 72.000 kvinder udsættes hvert år for psykisk vold af deres partner.

Læs mere om omfanget af vold og krænkelser hos Statens Institut for Folkesundhed

Voldstyper

Volden kan være slag, spark, skub, angreb med kniv og kvælningsforsøg, som påfører fysisk smerte og skade på den der er udsat for volden.

Den fysiske vold kan også være at blive holdt isoleret, fastholdt, spærret inde og forhindret i at spise eller sove.

Volden kan være psykisk, som for eksempel når din partner eller et familiemedlem gentagne gange er dominerende eller kontrollerende over for dig.

Du kan være udsat for ydmygelser, undertrykkelse, grov nedvurdering eller blive truet med fysisk vold.

Psykisk vold er også, hvis du bliver forhindret i at tage uddannelse eller gå på arbejde, eller måske bliver tvunget til ægteskab.

Stalking er en form for psykisk vold, som flere, både mænd og kvinder, er udsat for i dag.

Stalking er gentagne hændelser, der opleves krænkende eller forstyrrende for dig.
Det kan blandt andet dreje sig om at blive forfulgt, at blive overvåget, at modtage gentagne SMS´er og telefonopkald, eller at blive udsat for chikane, hærværk eller rygtespredning.

Volden kan bestå af seksuelle handlinger, som du direkte eller indirekte tvinges til at udføre.

Det kan eksempelvis være forsøg på tvunget samleje, voldtægt, seksuel beføling eller at du på andre måder får overtrådt dine seksuelle grænser.

Overgrebene foregår udelukkende online, blandt andet i form af trusler om vold via digitale medier, deling af nøgenbilleder mod din vilje, eller hacking af din telefon, så din partner kan skaffe sig adgang til personfølsomme oplysninger, såsom opkald, SMS´er og adgang til GPS.

Økonomisk vold kan være, hvis du ikke selv får lov til at bestemme over dine penge eller at du bliver nægtet adgang til fælles penge, så du må bede din partner om lommepenge.

Det kan også være, at din partner overtager dit MitID eller optager lån i dit navn, og du ender med at have gælden.

Den materielle vold er rettet mod dine ejendele.

Det kan være, at din partner ødelægger ting, som har stor værdi og betydning for dig, river i og ødelægger dit tøj, eller smider dine ejendele ud.

Betingelser for ophold på Viborg Krisecenter

Du kan henvende dig til krisecenteret enten telefonisk eller direkte ved døren.
Hvis det er muligt for dig, er det altid en god idé at ringe til os i forvejen, da det giver os de bedste betingelser for at tage godt imod dig.

Du kan også være henvist hertil af din sagsbehandler, egen læge, skadestue, politi eller anden instans.

Inden indflytning på krisecenteret

Før du kan flytte ind på krisecenteret, kan du komme til en samtale, hvor vi vil vurdere, om vi er det rette sted for dig.

Du kan ikke flytte ind, hvis du har et aktivt misbrug eller en ubehandlet psykiatrisk lidelse.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du tilhører vores målgruppe, skal du blot henvende dig alligevel.

Hvis det er muligt, er det en god idé at medbringe personlige papirer, tøj eller andre personlige fornødenheder.

 

Hvad kan du forvente under et ophold på Viborg Krisecenter?

Vi tilbyder dig og dine eventuelle børn et ophold på Viborg Krisecenter.

Du og dine børn tildeles en kontaktperson, som du/i har samtaler med under opholdet.
Samtalerne skal styrke dine ressourcer og dit selvværd, således at du kan vurdere din situation og træffe selvstændige valg for dig og dine eventuelle børn.

Både du og dine børn tilbydes psykologhjælp i forbindelse med indflytning på krisecenteret.

Vi støtter dig i samarbejde med andre offentlige instanser.

Du kan fortsat modtage støtte og rådgivning fra en koordinerende rådgiver efter du er flyttet i egen bolig.

Koordinerende rådgivning

Din hjemkommune er forpligtet til at yde dig indledende og koordinerende rådgivning i henhold til Servicelovens § 109, stk. 7, når du indskrives på krisecenteret.

​Den koordinerende rådgivning skal hjælpe og støtte dig i forbindelse med at du fraflytter krisecenteret, således at du socialt og økonomisk får mulighed for at starte en ny tilværelse for dig selv og dine børn.

​Krisecenterets personale hjælper dig med at få kontakt til den koordinerende rådgiver der er tilknyttet din hjemkommune.

Det er et frivilligt tilbud, som du selv bestemmer om du vil benytte.

​Særligt for kvinder fra Viborg Kommune:

Viborg Kommune tilbyder koordinerende rådgivning eller et CTI-forløb når du fraflytter et krisecenter og fortsat er bosat i Viborg Kommune.

Koordinerende rådgivning indeholder:

  • Rådgivning omkring din boligsituation og din økonomi, herunder at få søgt de forskellige ydelser, som du kan være berettiget til
  • Støtte dig i tilknytningen til arbejdsmarkedet
  • Støtte dig i forhold til kontakt til dine børns skole og daginstitutioner, og eventuelt til sundhedsplejen
  • Generelle råd og vejledning i forhold til de spørgsmål, du har omkring din situation.

 

CTI-forløbet (som tilbydes på baggrund af en individuel vurdering) som strækker sig over 9 måneder indeholder:

  • Et tilbud med fokus på dine behov
  • Personlig rådgivning og støtte til at fastholde et liv uden vold
  • Hjælp og rådgivning til at opstille dine egne mål.

Viborg Kommunes rådgiver er ansat på Viborg Krisecenter, og vi arbejder meget tæt sammen omkring løsningen af din situation.

 

 

Råd til Livet

Det kan være svært at bryde ud af et voldeligt forhold, specielt hvis du ikke kender dine juridiske rettigheder eller muligheder.

Igennem Råd til Livet kan du få gratis og uvildig juridisk rådgivning.
Lokale advokater stiller gratis op med deres ekspertise og erfaringer, så du kan få et bedre overblik over dit nuværende og fremtidige liv.

Rådgivning

Du kan henvende dig personligt eller telefonisk til Viborg Krisecenter for at modtage rådgivning.
Din henvendelse kan ske anonymt.

Krisecenteret kan tilbyde dig sparring i forhold til svære beslutninger om partnervold.